Fredens Torv

Maleriet starter med en ide og lidt streger i brændt Umbra, olie og godt udspædt med terpentin.

Jeg har en ide om at bruge Kultorvet i Kbh. som kulisse, som komposition og absolut ikke andet, begynder det at blive for naturalistisk står jeg af, af kedsomhed, jeg gider ikke virkligheden når jeg maler, den bremser mig og det sjove og udfordrerne forsvinder, sådan er jeg bare.

Så begynder jeg at male på hele billedet samtidigt, ikke noget med at begynde i et hjørne her, både for balancen og for overblikket. Farverne er stadigt meget fortyndede af terpentinen, så der hele tiden kan males ovenpå uden risiko for at farven slipper. Det håndværksmæssige er centralt i denne proces, da jeg maler lag på lag.

Efterhånden som flere farver tilkommer handler det også om balance, farverne imellem. Og jeg skal til at bestemme personernes forhold til hinanden og deres indbyrdes måde at agere på i forhold til situationen, og omgivelser. Meget vigtigt at der er en historie og at det virker, tolkningen står beskueren for.

Nu er det kommet så langt, at jeg begynder at være forsigtig med at holde mig indenfor streger og linier, når farven lægges på, stadig med terpentin, dog i mindre doser. Mennesker begynder at dukke op, i vinduer kommer potteplanter og andet levende frem og det endelige billede begynder at synes. Der males over, rettes, findes på, farver blandes og billedet begynder at leve.

Efter tre måneders arbejde fremstår det færdige billede, næsten færdigt for det mangler stadig en lækker halvmat lak at påføres, om yderligere tre måneder, før jeg vil kalde maleriet klart. 

 Og så vil tiden vise om jeg har lykkedes med min ide og billede, beskuere og publikum tolker billedet, og jeg trækker mig tilbage.

En rejse mod et sat mål er slut og næste maleri venter, et billede af en sød, smuk ung kvinde som  sidder model

En olie som måler 115 cm. - 80cm., og som er malet på et hørlærred af bedste kvalitet

Og vinderen blev, nr. 9

Det er ikke ofte at jeg spiller mere, men lige her var der en undtagelse.

Jeg havde besøg af en svensk veninde, og da det blev aften, stod den på Tivoli.

Her blev en pludselig indskydelse til spil på postbudene, til en sjov historie.
Vi kom ind i spillehulen, hvor små søde postbude kører rundt og rundt på små postcykler igen og igen, og stopper så efter et par omgange ud for et nummer, som det koster en tier at spille på.
Et spil var lige blevet afviklet, og jeg fik lyst til at prøve.

Et par, som var sammen havde samme ide, og manden lagde en tier i, ud for nummer 7.
 Jeg gik videre for at spille på mit lykketal nr. 11, men næ nej, den anden halvdel af parret snuppede nummeret for næsen af mig.
 Nå, mellem nr. 7 og 11 ligger jo nr. 9, så det blev mit nummer, mens jeg skævede lidt irriteret til kvinden som spillede på mit lykketal 11.
Efter postbudene havde kørt sine obligatoriske omgange, ringede klokken for spurt og målgang, og et postbud nærmede sig sikkert vores tre spillede numre, 7 - 9 og 11.

Først troede jeg at det var manden med nummer 7 som blev vinderen, men det cyklende postbud fortsatte sååå langsomt og fik præcis sit hjul ind på nummer 9, mit nummer. Kvinden med nr. 11 sendte mig blikke som kunne dræbe og som vinder modtog jeg så en stor æske fyldte chokolader, overrakt af Overpostbudet som styrede løbet.

Overrasket og grinende forlod vi stedet og Grand Prixet, surt show når man stjæler mit lykkenummer ;-))

PS. Føler mig egentligt lidt tarvelig som spiller for en tier, snupper præmien og smutter, he he skurken Erik, og ih hvor var den fyldte chokolade god ;-)