fredag den 30. december 2011

Time is not on our side


Maleriet er malet i år 2003, altså langt inden film og andet var påtænkt. Billedet hed År 2012, 00.02 GMT og noget jeg forsøger at vise med indianerens fjer som den store viser på uret, altså 2min. efter deadline. I dag er titlen, Time is not on our side ....


Det er naturligvis grottemalingen fra New Mexico som har inspireret mig til billedet, mayakalenderen som slutter ved år 2012, af en eller anden lidt ubehagelig årsag. 
Hvad år 2012 vil bringe menneskeligheden vil vi være klogere på år 2013, hmm, men en ting er jeg sikker på og det er at vi må til at lægge vores forbryderiske kurs om, vores rovdrift på jorden og dens resurser og ikke mindst vores udnyttelse og misbrug af hinanden.


Jeg mener ikke at det er en tilfældighed at bevægelsen Occupy er opstået globalt og lokalt her i slutningen af 2011, alt har sin tid og mening og folk er trætte af især banker og de multinationelles profithunger og magtarrogance. 
Occupy er bare begyndelsen på noget som komme skal, en lille første bølge, en af flere inden Tsunamien brager løs og uvejret er over os.


Som kunstner mener jeg også jeg har et ansvar, både til at bruge mine evner til mere end bare for min egen fornøjelse og også til at forsøge at påvirke mennesker til selv at tænke efter om hvad vi er og hvor vi er på vej hen. Der findes ingen facitlister til mine billeder, ingen løftede pegefingre men bare nogle små ledetråde som kommer fra noget hos mig selv.


Så med dette billede vil jeg ønske alle et rigtigt godt nytår og lad os så bruge år 2012 rigtigt, så vi undgår Tsunamien.


PS.  Måske tog malingen bare slut for kalenderskriveren ved 2012, hvem ved, ikke jeg. 


Maleriet måler H:120cm. - B:135cm. og er fra 2003



lørdag den 17. december 2011

Vinterbillede



Maleriet er fra Lindevangsparken på Frederiksberg, Kbh. og er et mindesbillede fra 1962, som jeg husker det fra dengang hvor jeg har været rundt 13-14 år. Parkbetjenten sprøjtede vand på asfalten om aftenen, og så havde vi en fantastisk fin skøjtebane, det meste af vinteren. 
Her forelskede vi os, skøjtede, legede og holdt i hånd, bød pigerne på is og chokolade hos Kajs Isbar, Ved Lindevangen og måske også på en biotur i Windsor biograf på Peter Bangsvej.

Da jeg malede billedet, lavede jeg lidt research på plads i nutid, men kunne slet ikke genkende meget fra det som engang var skøjtebanen.
Lidt deprimerende som så meget er når man forsøger at opsøge fortiden fysisk, mødre stod og holdt øje med deres små poder og børn på en skøjtebane som ikke er større end et frimærke, og kiggede mistænksomt på mig som gik rundt med hænderne i lommen. 
Skitseblokken kom aldrig til anvendelse, da det både var fugtigt og koldt og lidet inspirerende.

Anderledes var det dengang i -62, dog er det store ur stadig det samme, men ellers bemærkede jeg at der var flere voksne end børn idag, modsat dengang hvor det næsten bare var unger som var på banen.
Forældrene arbejdede alle og vi passede alle på hinanden som den naturligste ting i verden, de store holdt øje med de små og sammenholdningen var god, også selvom vi kom fra forskellige gårde og stræder.

I dag, kan man som voksen dårligt nok smile til et barn uden at blive mistænkt for at have skumle hensigter, også her er tiden blevet en anden og på en meget ubehagelig måde. Dengang fandtes der også børnelokkere, det hed sådan, men det var ikke noget stort problem og noget som bare de voksne hviskede lavmælt om, mens vores små børneører forsøgte at hænge med i det spændende mumlende.

Nå, måske meget godt at det man, jeg mindes er det gode, det dårlige er forsvundet som dug for solen, eller måske er bare det frosset ned, i så fald håber jeg at det aldrig bliver tøvejr.

Maleriet måler H: 60cm. - B:80cm.

tirsdag den 13. december 2011

En vandretur på Vesterbro, sommeren -09

Går ned af trappen fra hovedbanegården og kommer ud på Reventlowsgade efter at trommehinderne har fået en omgang klassisk musik på højeste volume.
Skal vist holde narkomanerne borte, lyden altså, men det virker helt åbentlyst ikke. 
Bliver tilbudt metadon af en stresset fyr, men det er heldigvis ikke nødvendigt, da jeg er høj nok.











Første stop er Jernbanecafeen, hvor gamle vesterbroere får deres junk, mest i form af øl.
Fortsætter ned af Istedgade og så Colbjørnsensgade ud på Halmtorvet, hvor jeg sætter mig på nogle brostenslignende ophøjninger.
Godt med folk der drikker øl, og også nogle mennesker som forsøger at injeksere dagens brændsstof. Den ene har en stor forbinding om armen og blodet siler ned af den. 
Sidder og kigger på optrinet tyve minutter og går derfra når hun lykkes med sit besværlige input.
Så går turen forbi Maria kirkeplads hvor der er livlig handel mellem folket der. Har set det så tit så jeg fortsætter væk fra hovedbanen og ned af Gasværksvej og kommer igen ud på Halmtorvet tæt ved station 1,politistationen.
Går nu mod hovedbanen igen og slentrer forbi de nye trendige cafeer og indesteder. Her er også godt med folk, dog en helt anden type mennesker. Fornemmer indflydelsen fra radikale venstre og andre borgerlige partier blandt besøgerne. 
Bestiller en cafelatte og nyder solen, som skinner varmt på mig.
Hvilken forskel der kan være på folk, her er penge ingen mangelvare, kassekreditten sikkert godt anvendt og trendige velklædte, kindkysser hinanden hele tiden. Et hundrede meter herfra dør folk af overdoser men det lader ikke til at maden smager værre af den grund her. Enhver sig selv nærmest, er tidens løsning, tænker jeg og fortsætter.

En ung pige blinker til mig og spørger om jeg skal med op. Smiler og går videre mens skitseblokken i lommen nu kommer til anvending da jeg tegner lidt holdepunkter til kommende billeder.
Endnu en studietur på Vesterbro og lidt klogere, og min lyst at skildre forholdende her er ikke blevet mindre.


Og billedet af Vesterbro er nogenlunde det samme idag, som da jeg skrev klummen i -09

Solsiden for de få, skyggesiden for de mange ....


Maleriet og klummen er publiceret tidligere i Kong Graas, nr. 1


Malerierne hedder Nåleparken, Gadehjørnet, Walking the dog, og Halmtorvet

lørdag den 10. december 2011

Fuldmåne

Kl. 14.35 GMT, eller 15.35 her i Danmark vil der være fuldmåne, med en partial formørkelse som ligger i 18grader og 11min. i Tvillingerne.


Så hvis I har sovet let og eller uroligt i nat, er der håb om en lidt bedre nattesøvn denne nat

Maleriet måler H:108cm. - B:90cm.

tirsdag den 6. december 2011

Mit Tivoli

Så blev jeg klar med endnu et oliemaleri, nemlig, Mit Tivoli. Billedet er ikke så stort, h:65cm. - b:55cm., så det har taget lidt tid med at få detaljerne med.


Som så mange gange før har jeg brugt skitser fra stedet som forlag til maleriet, og mange skitser også. Utallige er timerne anvendt på plads, og Tivoli er jo ikke den værste arbejdsplads.


Maleriet er også signeret nu, og billedet er næstent helt klart.


Om tre måneder eller deromkring skal maleriet så lakeres, og så er billedet først rigtigt færdigt.