Maleriet er fra Lindevangsparken på Frederiksberg, Kbh. og er et mindesbillede fra 1962, som jeg husker det fra dengang hvor jeg har været rundt 13-14 år. Parkbetjenten sprøjtede vand på asfalten om aftenen, og så havde vi en fantastisk fin skøjtebane, det meste af vinteren.
Her forelskede vi os, skøjtede, legede og holdt i hånd, bød pigerne på is og chokolade hos Kajs Isbar, Ved Lindevangen og måske også på en biotur i Windsor biograf på Peter Bangsvej.
Da jeg malede billedet, lavede jeg lidt research på plads i nutid, men kunne slet ikke genkende meget fra det som engang var skøjtebanen.
Lidt deprimerende som så meget er når man forsøger at opsøge fortiden fysisk, mødre stod og holdt øje med deres små poder og børn på en skøjtebane som ikke er større end et frimærke, og kiggede mistænksomt på mig som gik rundt med hænderne i lommen.
Skitseblokken kom aldrig til anvendelse, da det både var fugtigt og koldt og lidet inspirerende.
Anderledes var det dengang i -62, dog er det store ur stadig det samme, men ellers bemærkede jeg at der var flere voksne end børn idag, modsat dengang hvor det næsten bare var unger som var på banen.
Forældrene arbejdede alle og vi passede alle på hinanden som den naturligste ting i verden, de store holdt øje med de små og sammenholdningen var god, også selvom vi kom fra forskellige gårde og stræder.
I dag, kan man som voksen dårligt nok smile til et barn uden at blive mistænkt for at have skumle hensigter, også her er tiden blevet en anden og på en meget ubehagelig måde. Dengang fandtes der også børnelokkere, det hed sådan, men det var ikke noget stort problem og noget som bare de voksne hviskede lavmælt om, mens vores små børneører forsøgte at hænge med i det spændende mumlende.
Nå, måske meget godt at det man, jeg mindes er det gode, det dårlige er forsvundet som dug for solen, eller måske er bare det frosset ned, i så fald håber jeg at det aldrig bliver tøvejr.
Maleriet måler H: 60cm. - B:80cm.
