mandag den 2. november 2015

Et strejf af Grøndal

Hvorfor jeg valgte Grøndal station denne gang som motiv, skyldes at jeg ofte kommer der og finder den pittoresk. 
Skal jeg til Frederiksberg, fra Sydhavnen hvor jeg bor, er det Ringlinjen jeg vælger som regel, og nyder hver gang synet af den grønne station, som ligger og gemmer sig lidt, nedsænket i terrænet, i Vanløse på grænsen til netop, Frederiksberg.
Stationen fik navne forandring i 1996 til Grøndal station, den havde ellers tidligere heddet Godthåbsvej station, siden 1930.



Maleriet startede i kaos, og endte i harmoni. Lidt forskelligt hvordan jeg kommer fra start med mine billeder, jeg vil jo helst at det skal sidde der, første gang og male sig selv. 
Her var problemet at jeg ikke havde tænkt på perspektiv, og derfor låste billedet sig ret hurtigt. Heldigvis maler jeg med meget terpentin fra start af, så ændringer er en naturlig del af den måde jeg bygger maleriet op på.

Det er blevet til en del ekstra besøg på stationen med skitseblokken, altid glemmer jeg nogen detalje, så det er godt at jeg har et rabatkort til DSB. 

Som Hundertwasser udtrykte det, den lige linje er gudløs, og hvor jeg giver ham ret. 
En evig balance kunst med de lige linjer, da det meste arkitektur og byggeri jo består netop af regel rette linjer, men heldigvis er jeg ikke arkitekt, men maler, så jeg balancerer her ofte på grænsen mellem de gudløse linjer, og de levende ditto. 
Det er nok meget godt, at der ikke skal køre S-tog på de skinner jeg har malet her ...

Maleriet er en olie malet på hørlærred, måler 80cm. - 65cm. , og lakeres om nogle måneder.