onsdag den 30. november 2016

I profetens navn

Der er snart gået to år siden terrorangrebet i Krudttønden, Kbh., så med det på afstand og med min skitse som underlag, tegnet på plads den dag mens vi ventede på evakuering af politiet, har jeg malet et billede som jeg oplevede det, og selvfølgelig ved hjælp af min hukommelse.

Maleriet skildrer de første sekunder efter at helvede brød løs og kugleregnen satte i gang ubarmhjertigt. 






Jeg har tænkt på at det ikke er så mange mennesker som oplever et terrorangreb, tegner og maler det, og det har jeg så gjort, også fordi at jeg mener at det er i offentlighedens interesse.
Et maleri har også i sin form den styrke, at det fastholder et øjeblik, det fryser tiden, i en tid hvor vi daglig overskylles med nyheder, grusomheder, og ligegyldigheder i en uendelig strøm


Ytringsfriheden er under pres fra mange sider, så det er også en markering af dette.

Efter at jeg har offentliggjort maleriet har jeg fået mange fine kommentarer, beskeder og almindelig støtte og sympati, hvilket glæder mig da jeg ikke var sikker på reaktionerne på billedet.

Jeg vil ikke kommentere selve indholdet i maleriet, af respekt for de som var med den lørdag eftermiddag i februar 2015, de sårede politifolk, og for Finn Nørgaard, som blev slået ihjel af terroristen, under angrebet.

Jeg vil også nævne, at den jødiske vagtmand Dan Uzan senere under natten 15 februar også blev skudt ned af samme terrorist, ved synagogen i Krystalgade i København.

Et oliemaleri på hørlærred, med kryds, måler 120cm. - 90cm., og lakeres om to til tre måneder.

torsdag den 10. november 2016

En sommerdag 1958

Sommeren forsvandt, efteråret kom, og nu er det vinter. Så hvad passer bedre at male, end et minde fra en svunden tid, En sommerdag 1958.

Pladsen er Lindevangsparken på Frederiksberg, Kbh., som den så ud for mange år siden.


Masser af glade legende børn, et stort soppebassin, en gammel brandbil på flade dæk, en karrusel, gynger, en vippe og en sandkasse, hvad mere kan man forlange ?, fantasien og opfindsomheden har børnene selv medbragt.

Karrusellen kunne komme op i en fart af den anden verden, og så kunne vi hænge op og ned i den, ligge på ryg eller mave, og når man hoppede eller stod af, vidste man ikke hvad der var højre eller venstre, og heller ikke op og ned.

Det er stadig efterkrigstid, pengene er små, men legepladsen er gratis. Nøglebørn, et meget almindeligt begreb dengang, hvor begge forældre arbejdede og børnene passede sig selv og hinanden, når skolen var slut. Store og små unger, slagsmål, leg og vandplask mens solen bager, og skyerne er først ved at dukke op nu.

Et af de stærkeste minder jeg har fra parken, var at jeg trampede på en bi , eller en hveps måske med bare ben og tæer, og at jeg vrælede højt, af bare forskrækkelse. Ellers husker jeg bare at det var en dejlig legeplads, med masser af unger, både fra vores egen gård, fra nabogårdene og hvem der ellers boede rundt omkring i kvarteret.

Maleriet er en olie, måler 120cm. - 90cm.med kryds, og ferniseres om to - tre måneder.