fredag den 5. januar 2018

Crescent moon

Årets første maleri er færdigt, så 2018 starter som jeg kan lide det.

Det er et stemningsbillede, lidt som i poesi, sart, fint og lidt skrøbelig i sin umiddelbare form.

Det er længe siden at jeg har forsøgt at male det perfekte billede, som i stivnet form, ikke fordi jeg har opgivet det, men nærmere fordi at jeg elsker de lidt søgende, prøvende penselstrøg som går på opdagelse i nyt ukendt terræn.


Nogle af mine billeder er meget bombastiske både i form og udtryk, modsat dette som jeg opfatter som lidt forsigtig og ydmyg i sin fremtoning. 
Igen har jeg forsøgt at holde det enkelt uden mange detaljer og hvor det er stemningen med månen, stjernen Venus, tre flaksende duer eller måger måske, mørke vinduer, og lidt lys i andre, som bærer billedet. Ikke at forglemme den lysnende stribe på himlen som også kan tolkes som at vi går mod lysere tider, efter decembermørket.

Farverne er også enkle ligesom kompositionen og egentlig har jeg ikke meget mere at fortælle om dette maleri, og skulle beskueren have en anden opfattelse af billedet, er det også helt ok.

PS. jeg er selv født under en crescent moon, og jeg kan anbefale The Lunation Cycle af Dane Rudhyar som her beskriver de otte typer af månemennesker, grrr :) 

Et oliemaleri som måler 40cm. - 50cm., og som lakeres om to til tre måneder.