Jeg havde besøg af en svensk veninde, og da det blev aften, stod den på Tivoli.
Her blev en pludselig indskydelse til spil på postbudene, til en sjov historie.
Vi kom ind i spillehulen, hvor små søde postbude kører rundt og rundt på små postcykler igen og igen, og stopper så efter et par omgange ud for et nummer, som det koster en tier at spille på.
Et spil var lige blevet afviklet, og jeg fik lyst til at prøve.
Et par, som var sammen havde samme ide, og manden lagde en tier i, ud for nummer 7.
Jeg gik videre for at spille på mit lykketal nr. 11, men næ nej, den anden halvdel af parret snuppede nummeret for næsen af mig.
Nå, mellem nr. 7 og 11 ligger jo nr. 9, så det blev mit nummer, mens jeg skævede lidt irriteret til kvinden som spillede på mit lykketal 11.
Efter postbudene havde kørt sine obligatoriske omgange, ringede klokken for spurt og målgang, og et postbud nærmede sig sikkert vores tre spillede numre, 7 - 9 og 11.
Først troede jeg at det var manden med nummer 7 som blev vinderen, men det cyklende postbud fortsatte sååå langsomt og fik præcis sit hjul ind på nummer 9, mit nummer. Kvinden med nr. 11 sendte mig blikke som kunne dræbe og som vinder modtog jeg så en stor æske fyldte chokolader, overrakt af Overpostbudet som styrede løbet.
Overrasket og grinende forlod vi stedet og Grand Prixet, surt show når man stjæler mit lykkenummer ;-))
PS. Føler mig egentligt lidt tarvelig som spiller for en tier, snupper præmien og smutter, he he skurken Erik, og ih hvor var den fyldte chokolade god ;-)
