Et regnvejrsbillede fra Trianglen, Østerbro hvor det øsregner som det gør nu uden for mine vinduer, her i Sydhavnen. Det blev ikke til en bytur med et smut til Botanisk Have i dag, som jeg troede i går i solskinnet, i stedet for vil jeg skrive lidt om Østerbro i regnvejr som det kan opleves.
Maleriet er fri fantasi, og alligevel ikke. Der ser ikke sådan ud ved Trianglen og alligevel gør der. Af forskellige anledninger er jeg kommet netop her i krydset ved Østerbrogade og Ndr. Frihavnsgade mange gange under de sidste 15 år.
Jeg har ikke haft skitseblokken fremme men bare rodet rundt i hukommelsen, da jeg malede billedet. Der ligger en kedelig bank på det ene hjørne og en Seven Elleven på det andet, men ikke på det her billede.
Alligevel er billedet rigtigt som jeg oplever det, København er sjovere, farverigere og mere stemningsfuldt set gennem mine malerøjne her i atelieret, mindre vådt og blæsende, end i virkligheden på plads.
Jeg kan have et dilemma iblandt når jeg vil skildre et sted eller en plads på et lærrede. Det må ikke være for virkeligt, da det så bliver kedeligt at male og alligevel skal billedet have det med, som netop er karakteristisk for det afbildede område, lidt af et dilemma iblandt.
Her ved Trianglen, er der busser, biler, folk, trængsel og travlhed, og paraplyer og regntøj, da det øser ned. Det lille hus trængt mellem de to større findes der, fodgængerovergangen også og porten med, den ligger bare lidt længere nede af Ndr. Frihavnsgade. Butikkerne findes, apoteket, bussen og lysmasterne med den svingende gadelampe er også god nok.
Et billede som dette, et oliemaleri på lærrede tager mig som regel mellem 2-3 måneder at male, da det også kræver tørre perioder hvor olien skal hvile, og under tiden maler jeg som regel så på et andet billede.
Maleriet måler H:70cm. - B:80cm. og er fra 2010 og er naturligvis meget bedre i virkligheden end på foto, som altid.