Her til sommer bor jeg her, i Sydhavnen nære Valbyparken på 6.året, og jeg har født mig velkommen i kvarteret fra dag 1.
Jeg har masser af gange slæbt billeder ned af Mozartsvej til den lokale rammemager, som så har sat en, som regel sølvramme på mit nyeste maleri.
Utallige gange er jeg blevet stoppet her, hej maler og maleriet blev vejet, målt og kommenteret af de lokale. Og næsten altid godkendt og tit med berøm, der bliver talt fra hjertet og ord bliver sagt, ikke på galleri-sprog, men på sydhavnsk.
Hvor er den kritik og berøm jeg får fra disse mennesker guld værd for mig, og betyder mere end noget som bliver sagt af en kunstkritiker, da det kommer uden filter, nedefra.
Jeg arbejder jo også på slap line når jeg fernisserer mine billeder, ned i gården, fulgt af mange øjne i vinduerne. En ældre kvinde er tit min medbedømmer her, når det afgøres om det er blevet ordentlig lakeret, og flere andre kommer også ofte til og kigger med, på plads.
Idag, på bensinstationen følte jeg for alvor, at Sydhavn har accepteret mig, jeg er blevet godkendt og er nu blevet maler med folket her, ihvertfald for nogle af dem, sååå dejligt.
I min lille tagatelie-lejlighed, med de store vinduer og det gode lys, maler jeg, lever og producerer det som er mit liv, maleriet og billederne, og snapper det til mig som følger med.
At male, er at leve, og om 3/4 kvarter spiller Danmark - Portugal
