onsdag den 27. april 2016

Cafeen

Dejligt at gå lidt op i format igen, efter et års tid med mindre billeder. Efter eget ønske malede jeg billeder som burde være lettere at sælge, mindre billeder til mindre lejligheder, og dermed til mindre vægge, også.
Og så tilbage til større billeder, og større pensler men ikke nødvendigvis større historier, måske nok nærmere større armbevægelser og udsving.

Jeg har malet billedet, som det så ud for 20 - 30 år siden på en cafe eller et værtshus, smøger og øl på bordet, tobaksrøg og højt til loftet, og hvor de små sko stilles ved indgangen.




Det er et stemningsbillede og jeg selv er der også blevet plads til, i min elskede trenchcoat, som jeg dog ikke sover i om natten. Der spilles Snyd, eller Tænkeboks, et terningespil, ved det store bord, et spil som var meget populært engang, ved ikke hvordan det er i dag, men tror ikke at det spilles så meget mere.

Mange af de gamle værtshuse findes heller ikke mere, rygeloven tog livet af de fleste efter en sej lang kamp for overlevelse. 
Et mødested og en social oase for mange enlige, som nu i stedet sidder med deres ensomhed i en lejlighed , og med en bajer og smøgen som eneste selskab i 2016, hvor sundt er det lige ?
Et alternativ til værtshuset, cafeen eller oasen hedder bænken, i dagens Danmark, hvor der må ryges, lidt endnu.

Nye tider, nye skikke, vaner og uvaner.

Billedet er en olie, måler 120cm. - 90cm., malet på hør og med kryds. Lakeres om 3-4 måneder.

1 kommentar: