Maleriet er fra Lindevangsparken på Frederiksberg, Kbh. og er et mindesbillede fra 1962, som jeg husker det fra dengang hvor jeg har været rundt 13-14 år. Parkbetjenten sprøjtede vand på asfalten om aftenen, og så havde vi en fantastisk fin skøjtebane, det meste af vinteren.
Her forelskede vi os, skøjtede, legede og holdt i hånd, bød pigerne på is og chokolade hos Kajs Isbar, Ved Lindevangen og måske også på en biotur i Windsor biograf på Peter Bangsvej.
Da jeg malede billedet, lavede jeg lidt research på plads i nutid, men kunne slet ikke genkende meget fra det som engang var skøjtebanen.
Lidt deprimerende som så meget er når man forsøger at opsøge fortiden fysisk, mødre stod og holdt øje med deres små poder og børn på en skøjtebane som ikke er større end et frimærke, og kiggede mistænksomt på mig som gik rundt med hænderne i lommen.
Skitseblokken kom aldrig til anvendelse, da det både var fugtigt og koldt og lidet inspirerende.
Anderledes var det dengang i -62, dog er det store ur stadig det samme, men ellers bemærkede jeg at der var flere voksne end børn idag, modsat dengang hvor det næsten bare var unger som var på banen.
Forældrene arbejdede alle og vi passede alle på hinanden som den naturligste ting i verden, de store holdt øje med de små og sammenholdningen var god, også selvom vi kom fra forskellige gårde og stræder.
I dag, kan man som voksen dårligt nok smile til et barn uden at blive mistænkt for at have skumle hensigter, også her er tiden blevet en anden og på en meget ubehagelig måde. Dengang fandtes der også børnelokkere, det hed sådan, men det var ikke noget stort problem og noget som bare de voksne hviskede lavmælt om, mens vores små børneører forsøgte at hænge med i det spændende mumlende.
Nå, måske meget godt at det man, jeg mindes er det gode, det dårlige er forsvundet som dug for solen, eller måske er bare det frosset ned, i så fald håber jeg at det aldrig bliver tøvejr.
Maleriet måler H: 60cm. - B:80cm.
Jeg forstår dig fuldt ud, når jeg har besøgt såkaldte mindesteder, så er de altid meget mindre end jeg husker dem, for jeg er blevet meget større end dengang.
SvarSletBørnelokkere! Ja jeg husker at dengang jeg var vel en 5-6 år forsvandt der en dreng der hed Henning oppe i en af de jydske plantager, alle de voksne var vældigt oprørte, jeg tror ikke han blev fundet, husker ikke om sagen blev opklaret, men i dag er der hele tiden børn der bliver udsat for overgreb, var der også det dengang? Jeg ved det ikke, men jeg synes vores verden har mistet al uskyld og den er blevet grim.
Alrune
SvarSletDet er med blandede følelser man træder ind i fortidens gemmer, og ofte bliver man, jeg skuffet over resultatet. Lige i dette tilfælde er den nuværende skøjtebane ikke større end et frimærke, indhegnet og med kunstis. Alt skal være så fint og tjekket idag, og ofte forsvinder det umiddelbare så til gengæld.
Børnelokkere fandtes der jo uden tvivl, men det var jo ikke noget man frygtede som barn, jeg gjorde ihvertfald ikke. Vi havde jo, min lillebror og jeg fået strenge formaninger om ikke at gå med fremmede, og vi var også altid en masse unger, da årgangene var store dengang.
Måske er al den mediedækning om voldssager og børnemishandel, med til at skabe den utryghed som jeg mærker som findes hos forældre i dag, for volden har jo altid fundets ?
Jeg tillader mig, efter samtykke at kopiere en kommentar som jeg fik på FB af en god veninde ;-)
SvarSletDet sætter mange tanker i gang - nogle gode og andre mindre gode. Minderne kan ingen tage fra os, de ligger godt gemt der inde i hjertekuglen - vi kan dog ikke skrue tiden tilbage, bare prøve at være med til at vise vejen for det gode og ikke skræmme... Jeg kan godt mærke den frosne sø ude på marken, gummistøvler hvor skøjterne var spændt på og faldt af gang på gang. Tåspidserne frøs og gjorde lidt ondt, fingrene ikke mindre, men vi kom glade hjem med røde kinder efter en dejlig dag - hjem til mor, som havde den varme cacao parart. ♥ hilsen hende der boede der ude hvor kartoflerne groede.. :)
Endnu et dejligt billede fra KBH.
SvarSletDen barske verden hører vi om snart hverdag i presse og tv. I gamle dage tror jeg ikke man i KBH hørte om f.eks børneovergreb sket ovre i det mørke jylland.I dag kommer nyhederne næsten i pressen før de er begået , alting er blevet mere koncentreret, vi får alle informationer ind som nærmest underholdning i tv og radio nu om stunder.Folk bliver bange når de hører om omfattende børneporno på nettet. Så jeg kan godt forstå du dårligt tør gi´ en glad unge et smil eller et klap på hovedet.Det er jo en syg verden vi lever i ....
jip
SvarSletNej, i -62 var der jo knapt fjernsyn ;-)og aviserne kom morgen og aften og var heller ikke så udpenslende om vold, mord og sex som boulevardpressen er i dag. Og med internettets tilgang for alle har verden jo forandret sig totalt, alt kan man jo finde der i dag, på godt og ondt.
Jeg havde en oplevelse for et par måneder siden ved Trianglen, hvor jeg skulle krydse Østerbrogade i en fodgængerovergang. En eller to meter fremfor mig, snublede en lille pige i sit springende, hun kom imod mig, og automatisk greb jeg fat i hendes arm, i håbet om at lindre hendes fald. En helt naturlig handling, og hun lo også taknemligt imod mig og jeg smilede ligeså glad tilbage. Hun var først i en række af børnehaveunger, fulgt af voksne pædagoger og jeg bemærkede straks de voksnes årvågne blikke, da de havde set optrinnet. Ingen tak fra dem, til gengæld rækkede pigens smil også rigeligt, men jeg følte de voknes blikke på en ulystig måde.
Måske er jeg blevet paranoid, men jeg tror det ikke desværre, hvilket dog ikke skal afholde mig fra en anden gang at reagere på samme måde.
Men jeg er blevet meget forsigtig med at smile og snakke med små børn i bussen, hvilken verden vi lever i, suk.
Måske var det her på isen - ved siden af den gamle røde brandbil - at blogejerens radar blev rigtig fin-indstillet på det smukke køn. ;-)
SvarSletLindevangsparken er stadig smuk, især en sommerdag. Så er der en skønsom blanding af aldersgrupper, der hhv. går og ligger i parken. Sådan var det ihvertfald ved seneste "visitation" - en af de få solskinsdage i sommeren 2011, hvor kommentatoren i nostalgisk rus slog en smutvej forbi mellem to kalenderkrydser.
Den gamle hæderkronede Windsor biograf eksisterer ikke mere. Sæderne var hårde, det samme var filmene ofte til søndagens eftermiddags-forestillinger.
Livet var mere enkelt i 1950erne i Lindevangskvarteret og for dem, der voksede op omkring Lindevangsparken, hvadenten det var f.eks. Munkensvej eller H. Schneeklothsvej, erindres meget for det gode.
Hule
SvarSletDet med radaren, er helt naturligt kommet med alderen som så meget andet godt ;-), og den kære gamle mishandlede elskede brandbil, gad vide hvor mange ildebrande man har slukket med den bil, et utal mindst ;-)
Jo, Lindevangsparken har altid været smuk om sommeren, en oase når det er lyst men den har vist også fået et mere berygtet navn når det er mørkt og forskellige bander huserer der.
Nej, Windsor er væk ligesom de billige dobbeltforestillinger søndag eftermiddag er det, tillige med de fleste andre gamle biografer også. Jo livet var enklere i 50erne og 60erne, ihvertfald for os som var børn dengang på Wilkensvej og i nærliggende gader og veje. En tryg tid var barndommen, som den skal være hvis man ellers er elsket, hvilket vi var.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDet kommer her igen!
SvarSletEn god aft... Øøøø Morgen Erik.
Du kan da det der, med at fange ens minder. Nu er vi af samme alder, og ja din fortælling er, som jeg selv har oplevet det den gang.
Det var i Brøndhøjparken.
Og ja, hvor har ungdommen af i dag gået glip af en tryg barn og ungdom.
Den gang:
Stort set ingen kriminalitet, voldtægter kendte ingen til, skyderier, -det var John Wayne og alle de øvrige biograf westerns, social bedrageri, hjemmerøverier fandtes ikke.
Ja, men jeg kunne fortsætte og fortsætte etc., etc.
Og så var der et svagt billede af nogen, der hed muhamedaner og som boede i Orienten. Vi kendte dem fra den der pude man kunne sidde på på gulvet, *Marokko Puden* hed den.
Fattige, hm, det vil jeg kalde de fleste den gang.
Jeg sad faktisk og tænkte på julen i 1962. Jeg kom i slagterlære i august 1962 og det betød 'vi var 4 knægte og vore to forældre' -
-at vi kunne få en rigtig skinkesteg og ikke som mine forældre normalt havde råd til juleaften, et stykke ridset stegeflæsk.
En tryg tid var det.
Men jeg husker, når jeg lyttede til mine forældre når de talte om krigen, politik og dagligdagen, for vi havde ingen fjernsyn blot en lille radio som blev anvendt ofte.
Det var de radikale som stod for samarbejdspolitikken med Nazisterne under krigen.
Erik, tak for endnu en nostalgisk reminder, der gør sjælen tilfreds.
mvh.
frober
Frober
SvarSletMaleriet oser af nostalgi, ideen til billedet kom over mig en dag da jeg kom forbi Lindevangsparken og så uret som stadig hang der, og som vel var det eneste som stadig var tilbage fra de glade barne- og ungdomsår.
Mine forældre havde et Ismejeri, hvor jeg sprang med mælk og brød i trapperne, inden skolegang, så vist var livet ikke altid bare kage ;-). Men somehow føltets det rigtigt at kunne bidrage med lidt selv, da de knoklede døgnet rundt for at bla. kunne give os børn, smør på brødet og en rimelig tilværelse. Sjovt var det ikke at stå op 5.30, op på Long John læsset med 4 tunge mælkekasser plus brød, og så trappeexercis 1 1/2 time inden skole, men det skulle gøres.
Alligevel mindes jeg min barndom som en tryg tid, som du også gør, og man lægger jo her det man tager med sig som voksen, på godt og ondt.
En god aften e-zen.
SvarSletJeg var lige på en tour på blogspot.com og fandt denne side:
http://stefmancini.blogspot.com/?expref=next-blog#uds-search-results
Denne er bestemt værd at besøge.
God tur og mvh.
frober
Takker Frober ;-), og fortsat god aften til dig også.
SvarSletabsolut en blog jeg vil følge fremover, også selvom jeg ikke kan italiensk, men kunst er jo international, og hans billeder kan jeg læse, meget italienske iøvrigt.
Sidst jeg var i Rom mødte jeg en anden maler, som havde en ristorante hvor hans egne billeder hang på væggen, Vi udvekslede adresser og navne, han havde omgåes med bla. Henry Miller, så han var lidt af en skæg fætter. Jeg har navnet, hans et eller andet sted, og iøvrigt har jeg lagt en eller et par tegninger fra rejsen på Cypergalleriet, af den som ikke blev solgte ;-)
Hyggeligt billede skøjten rundt og glatis er jo symboler på mangt og meget ... og det skader næppe at sende et barn et oprigtigt smil, som et almindeligt menneske.
SvarSletMan kan få google til at oversætte sider på andet sprog, hvis man har lyst til det
SvarSletAng. min Rom-rejse så fik jeg lavet en del skitser som nævnt, og nogle af dem hænger på Boda Værtshus i Småland idag.
SvarSletJeg have en udstilling i Kalmar efter rejsen med olier og tegningerne fra Rom, og det har været rundt -86. Udstillingen blev anmeldt af en frygtet kunstrescensent i Sydsverige Tage Apell hed han, kaldet Skalpel af kunstnerne. Han kunne være så barsk i sine anmeldelser, at kunstnere sluttede at male efter mødet med ham.
Heldigvis faldt han for mine tegninger først og fremmest, og han sammenlignede mig med den kendte finske tegner Henrik Tikkanen til min store glæde, som han skrev, min snabbe, hurtige linieføring og beretterkraft lignede finnens ;-)
Et lille sidespring, og noget jeg pludselig huskede da min Romrejse kom op her.
ja ja,
SvarSletSkøjten rundt på glatis har jeg gjort i store dele af mit liv, og er da også røget på rumpen iblandt, symbolisk skrevet ;-), Og jo, vist kan jeg google, men her vil jeg nøjes med at kigge på hans dejlige malerier ;-)
Du har helt ret et smil kan aldrig skade, tværtimod og jeg har altid været et åbent smilende mennske, og det hat jeg også tænkt mig at fortsætte med ;-), man får heller ikke være for pylret ;-)
#.ekc
SvarSletApropos din "underlægningstekst" - så kan man sige parkbetjenten gjorde det let for jer at falde for pigerne... 'smiler'
and
SvarSlethe he, vi stod gerne tit og ofte på ørerne for de dejlige frederiksbergske skolepiger, ligesom de faldt for os, pojkar ;-)), og forelskelserne var talrige under lampernes skin og i de mere mørke kroge af parken ;-)
Åh ja, der var en gang!
SvarSletSidste vinter mindede på mange måder om min barndomsvinter, med sne og tilfrosne søer!
Skønt billede :)
godmorgen blogland og den forvirrede ;-)
SvarSletJo, sidste vinter var anderledes end den nuværende, ihvertfald kom den tidligere, men hvem ved, vi er jo stadig bare i starten, og snart vender det og lyset kommer tilbage, yearhh ;-O
Jo, det er et stemningsfuldt billede ;-)
Ekc det lyder helt menneskeligt dit skøjten rundt ;O)
SvarSletja ja
SvarSletJeg har altid været en enspænder med mange venner, og har også som regel gået egne uudforskede veje, så kedeligt har det sjældent været. Jeg er en kriger, en crescent type astrologisk, og det kræver en røvtur iblandt, andre gange en mavelanding ;-))på is eller uden.
ja ja
SvarSlethvor lægger du mange rare, søde og opmuntrerne kommentarer rundt om i dette nye blogunivers hos folk, dejlig måde at være på, i like ;-)
Nostalgi er og bliver nostalgi, man bliver som regel skuffet hvis man opsøger det.
SvarSletOmvæltningerne i samfundet i dag giver mig kvalme, jeg føler mig som en fremmed i min egen verden.
Men flot og oplivende maleri. :o)
Hej greve ;-)
SvarSletJeg læste så sent som idag en klog kommentar i en bog som jeg absolut kan anbefale, nemlig Metro 2034 af Dmitrij Gluchovskij. Kommentaren som jeg selvfølgelig ikke kan huske ordret gik på noget med at, opsøgte man noget fra før, skulle man forsøge at rette til det som evt. kunne være gjort bedre dengang man var i situationen, eller lære af oplevelsen. Rodet, men bogen er på 350sider, så at lige finde siden med kommentaren, er ikke bare sådan ;-), men jeg vil gøre et forsøg, fordi det sagde mig noget, hvad det nu ellers var som blev sagt ;-).
Men du har såmænd ret, mange gode ting er blevet ofret i det såkaldt tidens fremskridt, enten af økonomiske årsager, af misforstået politikerstyring eller af andre uundgrundelige bevægsgrunde. Alt var ikke bedre før, men vores frihed var definitivt større, ligsom det personlige ansvar. Og tak, det er et dejligt maleri, og endnu bedre i virkligheden ;-)
Godt at høre fra dig.
Hej FC
SvarSletEr du på Facebook? Jeg har lige opslået dit vidunderlige maleri i en lukket gruppe for "os der er født og opvokset på Frederiksberg". Har også blogget til dig, men det havnede desværre på et websted, der hedder knowledgesharish.com.....
Tusind tak for det skønne billede og de herlige historier!
Vi har måske skøjtet sammen i Lindevangsparken...
Gladeste hilsener
Hanne
hej Hanne
Sletjo, jeg er på facebook ;-), glæder mig at I synes om maleriet, og hvem ved om jeg har budt på is eller milk-shake hos Kays Isbar ved den gamle sporvognsløjfe på P. Bangsvej, he he ;-))