søndag den 18. december 2016

Paper moon

Et lidt anderledes juleeventyr i olie, som egentlig bare er en leg med runde former, streger og farver, lidt modsat de firkanter, rektangler og lige streger jeg ofte bruger i mine feks. bybilleder.

Efter at jeg har lagt det ud på FB, er der kommet mange sjove bud på hvad mennesker får ud af billede indholdet, så mit mål med maleriet er nået, facitliste gælder ikke når det kommer til mine malerier.



Så med dette måske lidt anderledes juleeventyr, vil jeg ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår.

Maleriet måler 65cm. - 45cm. og er malet med olie på hør, og lakeres engang i det nye år.

onsdag den 30. november 2016

I profetens navn

Der er snart gået to år siden terrorangrebet i Krudttønden, Kbh., så med det på afstand og med min skitse som underlag, tegnet på plads den dag mens vi ventede på evakuering af politiet, har jeg malet et billede som jeg oplevede det, og selvfølgelig ved hjælp af min hukommelse.

Maleriet skildrer de første sekunder efter at helvede brød løs og kugleregnen satte i gang ubarmhjertigt. 






Jeg har tænkt på at det ikke er så mange mennesker som oplever et terrorangreb, tegner og maler det, og det har jeg så gjort, også fordi at jeg mener at det er i offentlighedens interesse.
Et maleri har også i sin form den styrke, at det fastholder et øjeblik, det fryser tiden, i en tid hvor vi daglig overskylles med nyheder, grusomheder, og ligegyldigheder i en uendelig strøm


Ytringsfriheden er under pres fra mange sider, så det er også en markering af dette.

Efter at jeg har offentliggjort maleriet har jeg fået mange fine kommentarer, beskeder og almindelig støtte og sympati, hvilket glæder mig da jeg ikke var sikker på reaktionerne på billedet.

Jeg vil ikke kommentere selve indholdet i maleriet, af respekt for de som var med den lørdag eftermiddag i februar 2015, de sårede politifolk, og for Finn Nørgaard, som blev slået ihjel af terroristen, under angrebet.

Jeg vil også nævne, at den jødiske vagtmand Dan Uzan senere under natten 15 februar også blev skudt ned af samme terrorist, ved synagogen i Krystalgade i København.

Et oliemaleri på hørlærred, med kryds, måler 120cm. - 90cm., og lakeres om to til tre måneder.

torsdag den 10. november 2016

En sommerdag 1958

Sommeren forsvandt, efteråret kom, og nu er det vinter. Så hvad passer bedre at male, end et minde fra en svunden tid, En sommerdag 1958.

Pladsen er Lindevangsparken på Frederiksberg, Kbh., som den så ud for mange år siden.


Masser af glade legende børn, et stort soppebassin, en gammel brandbil på flade dæk, en karrusel, gynger, en vippe og en sandkasse, hvad mere kan man forlange ?, fantasien og opfindsomheden har børnene selv medbragt.

Karrusellen kunne komme op i en fart af den anden verden, og så kunne vi hænge op og ned i den, ligge på ryg eller mave, og når man hoppede eller stod af, vidste man ikke hvad der var højre eller venstre, og heller ikke op og ned.

Det er stadig efterkrigstid, pengene er små, men legepladsen er gratis. Nøglebørn, et meget almindeligt begreb dengang, hvor begge forældre arbejdede og børnene passede sig selv og hinanden, når skolen var slut. Store og små unger, slagsmål, leg og vandplask mens solen bager, og skyerne er først ved at dukke op nu.

Et af de stærkeste minder jeg har fra parken, var at jeg trampede på en bi , eller en hveps måske med bare ben og tæer, og at jeg vrælede højt, af bare forskrækkelse. Ellers husker jeg bare at det var en dejlig legeplads, med masser af unger, både fra vores egen gård, fra nabogårdene og hvem der ellers boede rundt omkring i kvarteret.

Maleriet er en olie, måler 120cm. - 90cm.med kryds, og ferniseres om to - tre måneder.

onsdag den 21. september 2016

Malerier til Onkologisk afdeling, Herlev hospital.

Det er billedkunstneren Poul Gernes som stod for den indvendige udsmykning af Herlev Hospital med klare og stærke farver, der skal opmuntre patienter og personale. 

Derfor er jeg også ekstra glad da hospitalet har valgt malerier af undertegnede, EKC til Onkologisk afdeling, med motiveringen at mine billeder er positive og livsbekræftende og fyldt med små historier fra hverdagen, og også at de mener at mine malerier vil passe ind farvemæssigt med Poul Gernes indvendige udsmykning.

Selv håber jeg også at patienter, pårørende og personale ikke mindst, vil tage godt imod mine billeder og at humøret måske vil få et hak, opad.
 Musik kan være en lise for sjælen, så måske kan mine malerier også bidrage til lidt tanker og måske også til meditation, zen, eftertanke og, eller ro.









Tillæg, den 10 december 2022.
Frk. Langben hænger der ikke længere, en patient blev så forelsket i maleriet tidligere på året så Herlev Hospital gav hende lov til at købe billedet, under forudsætning at de fik et andet i bytte, af samme kunstner.
Så jeg fik besøg i mit atelier, Frejas sal hvor så, Sol og måne blev det nye billede som erstatter, Frk. Langben :), billedet kan ses herunder, et billede malet under coronatiden.



fredag den 9. september 2016

Die Brücke

Die Brücke, inspireret af tegninger som jeg lavede i Berlin, er nu blevet færdigt.

Jeg har det sådan med maleriet at det hænger sammen med Den Røde Plet, altså på bror/søster måden, ikke på grund af de har samme størrelse 120cm. - 90cm., men nok nærmere noget mentalt.
Og de stærke farver, enkelheden og duften af storby, hvilket jo København og Berlin også er, i mindre skala. Måske også da jeg har malet dem, lige efter hinanden, sådan lidt i samme ånd og mening.




Die Brücke, er en fortælling om et tog, en bil, en bro, floden Spree, nogle mennesker, bygninger og en båd som er på vej ud af billedet, og som knyttes sammen i dette maleri. 
Hvad den lille pige gør ombord på båden, og hvorfor må beskueren selv liste ud, jeg er bare regissøren som har malet dramaet.

Berlin turen har givet mig meget, både som menneske og som maler. Jeg kom hjem med fire gode tegninger, synes jeg selv, hvilket gør at turen blev både mere betydningsfuld, og givende.

Jeg går også og roder med tanker om en Rom tur med tilhørende tegninger, men lige nu er her så varmt herhjemme, at det vil være synd at forlade mit dejlige København, for øjeblikket. Måske stikker jeg om en uge eller to, eller også venter jeg, til næste år, hvilket lykkeligt og priviligeret menneske jeg er.

Tegningerne som ligger til grund for maleriet, kan ses under Berlin tegninger fra 31 juli, på denne blog.

Maleriet er en olie, måler 120cm. - 90cm., malet på et hørlærred, og lakeres om to til tre måneder.

Billedet hænger nu på Onkologisk afd., Herlev hospital.

onsdag den 10. august 2016

Den Røde Plet

Endnu et oliemaleri fra Sydhavnen, lokalt da stedet ligger næsten lige udenfor min dør. 
Jeg har skitset lidt, men mest har jeg gået rundt som en anden PET soldat og tjekket stedet og, Stubben som ligger på hjørnet af Mozartsvej, Rubinsteinsvej og Stubmøllevej. 

Jeg startede på maleriet nogen gang i foråret, inden der kom blade på Platantræerne, men af lidt forskellige årsager har der været længere pauser fra billedet, undervejs. 
Jeg har haft en udstilling i galleri Nybro ved Stormbroen og Gl. Strand, under juni måned så mit fokus lå naturligt nok der hele foråret og forsommeren med, og så har jeg også været en tur i Berlin, inden jeg fik malet billedet færdigt og fik sat blade på træerne..



Det har været en udfordring at sætte de to røde nuancer op mod hinanden, Kadmiumrød middel, med brændt Umbra blandet i, til huset og Kadmiumrød light også med lidt Umbra i, til selve pladsen.

Bussen som ses her, er en 10er med kurs mod Brønshøj torv, og en jeg anvender meget om sommeren i modsat retning, når jeg tager ind til City, hvis ikke jeg snupper S-toget fra Sjælør st., eller fra Ny Ellebjerg.

Også lidt af en udfordring til min egen disciplin, at holde sig til opgaven uden for mange afstikkere og egne sære ideer ...
Selv synes jeg at jeg har lykkedes meget godt, og efter at jeg har lagt det på FB, har det også fået mange rosende bemærkninger og kommentarer.
Så endnu et billede fra København og Sydhavn som jeg holder meget af og trives i, og et nyt lærred i samme størrelse er sat på staffeliet, mens jeg overvejer motiv og farvevalg. 

Jeg skal dog lige opsumere og evaluere Den Røde Plet nogle dage, inden jeg kaster mig ud i noget nyt.

Billedet måler 120cm. - 90cm., med kryds og af hør. Lakeres som altid,

Maleriet hænger på Herlev hospital, Onkologisk afd.

søndag den 31. juli 2016

Berlin, tegninger 21/7 - 28/7 2016

Stak til Berlin, da der var en udstilling jeg gerne ville se, Die schwarze jahren, om Entartete kunst http://www.smb.museum/ausstellungen/detail/neue-galerie-die-schwarzen-jahre.html

En meget seværdig udstilling, som burde ses af alle som beskæftiger sig med kunst .....

Nå, ellers en meget dejlig og inspirerende tur, boede på et godt hotel i Kudamm, Berlin hvor jeg hver dag købte en tages-billet til S-togene, som det første jeg gjorde på morgerne, dog ikke inden kaffe.

Fire tegninger fik jeg med hjem, blev meget forelsket i stierne og bænkene ved Spree, så fredeligt og inspirerende, midt i storbyen, Berlin

Første tegning er fra Hotel Plazas gårdhave, hotellet jeg boede på

Tuschtegning og vokskridt, 10cm. - 15cm.


Næste er fra Jannowitz brücke og Spree, også tusch og vokskridt, 15cm.- 21cm.


Tredje er fra Friedrichstrasse og Spree, tusch og vokskridt, 15cm. - 21cm.



Og fjerde og sidste fra modsatte bred, Frierichstrasse og Spree, tusch og vokskridt, 15cm. - 21cm.

Friedrichstrasse var S-togstationen hvor man skulle igennem en grænsekontroll, når man ville til, eller fra DDR, da Tyskland var delt og muren var en realitet.

søndag den 29. maj 2016

Sol og sommer på Bakken

Bakken er folkelighed, og Tivoli er plastik.

Jeg læste en kommentar på FB, om manglende mangfoldighed, eller måske manglende indsigt, for meget det hele, hvad ved jeg, men det affødte en tur på Bakken, som var stedet som var omtalt i mangfoldighed, men... kommentaren.

Det var hedt, men ikke ubehageligt varmt og klokken var blevet 15.00. Jeg cyklede til Ny Ellebjerg st., tog ringlinien derfra til Hellerup, hvor der var togbytte til Klampenborg, med S-tog, linie C.

Så vandrede jeg gennem den uendeligt smukke, nys udslåede bøgeskov, som jo Dyrehaven er, også ved denne årstid.
Gamle, lige, skæve, krogede og knækkede stammer og lysegrønt og lyseblåt foroven, total Zen for min tørstige sjæl.

Bakken, hvor cafe Sommerlyst med Four Jacks engang optrådte og sang bla. Mandalay, med Bent Werther og John Mogensen, jo jeg så dem der, som barn.
Hurlumhej med de gyngende tønder og de skæve gulve, Faldgruben med vandbassinet og skrigene fra den ufatteligt gamle rutschebane, bygget i træ, er her stadigvæk, og nye steder er kommet til, bla. Korsbæk fra Matador serien.
Pjerrot har måtte flytte på sig nogle hundrede meter, der er nok flere penge i øl, sodavand og pølser end i Harlekin, men ellers er Bakken sig lig stort set, som den har set ud de sidste 50 år.

Jeg glædes også over den afslappede måde som danskerne, svenskerne og andre omgås med hinanden på, tørklæder, lyst, kommunefarvet eller mørkt hår, kronragede med tatooer, alle virker afslappede og morer sig, og børnene skriger, griner og springer rundt, denne dejlige skønne sommersøndag i maj.

Vi kan godt omgås og hygge os, om alle bare anstrenger sig lidt, respekt går begge veje.

Tak for i dag, på en dag hvor alle virkede lige og glade, og ikke ligeglade .... 

PS. Jeg elsker også mit årskort i plastik til Tivoli 

onsdag den 27. april 2016

Cafeen

Dejligt at gå lidt op i format igen, efter et års tid med mindre billeder. Efter eget ønske malede jeg billeder som burde være lettere at sælge, mindre billeder til mindre lejligheder, og dermed til mindre vægge, også.
Og så tilbage til større billeder, og større pensler men ikke nødvendigvis større historier, måske nok nærmere større armbevægelser og udsving.

Jeg har malet billedet, som det så ud for 20 - 30 år siden på en cafe eller et værtshus, smøger og øl på bordet, tobaksrøg og højt til loftet, og hvor de små sko stilles ved indgangen.




Det er et stemningsbillede og jeg selv er der også blevet plads til, i min elskede trenchcoat, som jeg dog ikke sover i om natten. Der spilles Snyd, eller Tænkeboks, et terningespil, ved det store bord, et spil som var meget populært engang, ved ikke hvordan det er i dag, men tror ikke at det spilles så meget mere.

Mange af de gamle værtshuse findes heller ikke mere, rygeloven tog livet af de fleste efter en sej lang kamp for overlevelse. 
Et mødested og en social oase for mange enlige, som nu i stedet sidder med deres ensomhed i en lejlighed , og med en bajer og smøgen som eneste selskab i 2016, hvor sundt er det lige ?
Et alternativ til værtshuset, cafeen eller oasen hedder bænken, i dagens Danmark, hvor der må ryges, lidt endnu.

Nye tider, nye skikke, vaner og uvaner.

Billedet er en olie, måler 120cm. - 90cm., malet på hør og med kryds. Lakeres om 3-4 måneder.

tirsdag den 12. april 2016

Skak

Et billede af et rum, som nok ikke eksisterer i virkeligheden, men som alligevel findes i min fantasi og nu på et lærred også, i virkeligheden ...

Har egentlig ikke så meget at skrive om maleriet udover at det er blevet meget fint modtaget på nettet og i diverse kunstfora, danske som udenlandske.


Maleriet er en olie på lærred, måler 70cm. - 60cm. og lakeres om to til tre måneder

tirsdag den 22. marts 2016

Tulipanfabrikken dk.

Titlen, Tulipan fabrikken kom jeg på efter at have set et af afsnittene i Moskeerne, bag sløret hvor TV2 bla. afslørede en forening som drev en koranskole, i stedet som der var opgivet til kommunen, at foreningen handlede om idræt, og motion.

Fatma, som arbejdede undercover for TV2, er nu selv gået under jorden, udenlands, efter trusler på hendes liv... Jeg sætter et link ind her, og vil samtidigt takke Fatma for hendes mod som inspirerede mig, til at male netop dette billede.

http://www.b.dk/nationalt/imamernes-skraek-nu-fortaeller-fatma-hvordan-hun-afsloerede-imamerne


Maleriet er blevet overraskende godt modtaget på FB og nettet generelt, hvilket jeg er meget glad for, da det er et kontroversielt emne og også et med stor berøringsangst hos mange.
Jeg måtte bare male dette, da jeg finder det menneske- og kvindesyn så vidrigt, som ligger til grund for at man stener mennesker, eller kvinder, og så i en religions navn.

Saudi Arabien er jo landet hvor islam kommer fra, og hvor rettroende muslimer valfarter til for at besøge Mekka, om ikke andet, så bare en gang i en muslims liv. 
Jeg bryder mig ikke om islam men har intet mod muslimer som mennesker generelt, men hvad jeg har noget imod er den bogstavelige tolkning af en religion, som sætter al menneskelig fornuft over styr, med hvad dertil hører.

Alt og intet er tilfældigt her i livet, og det gælder også med dette billede, hvor motiv og farver er nøje valgt og gennemtænkt.

Maleriet er en olie, måler 70cm. - 50cm., malet på hørlærred, og ferniseres om ca. tre måneder.


søndag den 6. marts 2016

Aftenstemning, V., Kbh.

Et oliemaleri, bygget op og malet efter skitser på plads, og frit fortolket med udgangspunkt fra Sundevedsgade, Vesterbro.

I virkeligheden er bygninger og mure på stedet smurt ind i graffiti , så jeg fik lyst til at male det med store frie yder, alternativt. Vi er i sådan en grad blevet vænnet til rædselsfuld talentløst klotter på vægge og mure, så vi ser ikke længere skønheden i de rene, nøgne flader, trist.



Det er i skumringen, twilight zone, gaden ligger øde hen og stemningen er magisk under månen, som gemmer sig bag flyende skyer. Bare min egen gamle cykel, vidner om at her findes et menneske i nærheden, lyset strømmer ud fra de oplyste vinduer, og hvor beboerne  måske er hjemme.

Da jeg havde skitset gaden bag Vesterbrogade, var det eneste jeg var i tvivl om, tidspunktet på døgnet, og valgte skumringen da jeg så kan lege med lys og skygger, som så giver billedet den stemning jeg efterstræber med dette maleri.

Maleriet er en olie på lærrede, måler 60cm. - 45cm., og lakeres som altid når det er tørt nok, sådan noget som om tre måneder cirka.


torsdag den 25. februar 2016

Baglås

Et billede hvor jeg afprøvede min tålmodighed ved at male mursten og bagefter fuge dem, hver sten har trods alt seks sider, hvoraf de fire berører mig.

Og så må jeg indrømme at resultatet blev godt, og måske også bedre end jeg havde forestillet mig i tankerne.



 Maleriet kom til efter et minde fra barndommen, og derefter en hurtig skitse, ide som blev udgangspunkt for denne historie.



Vil ikke skrive mere om maleriet, da det er beskueren som tolker billedet.

Et oliemaleri på lærrede, 70cm. - 50cm., som lakeres om tre måneders tid.

søndag den 14. februar 2016

mandag den 1. februar 2016

Kiosken

Der er gang i maleriet, tredje billede som dateres 2016, og vi skriver bare 1. februar.

Maleriet er en kiosk beliggende i Sydhavnen, tæt på hvor jeg bor, uden at være autentisk. Jeg hilser altid på rødderne som holder til rundt kiosken, og snakker også med dem jeg kender. 

Desværre er der frafald i gruppen af tørstige, ene dagen hilser jeg, og næste dag er en borte og ikke i live længere, det tærer på kroppen, når det ikke bare er en morgenbajer men starten på en endeløs flok af bajere. Nå, det er deres liv, vi har vel alle vores små laster, hvor så nogle er giftigere end andre.





Foråret nærmer sig langsomt, lyset er blevet skarpere og stærkere og dagene har allerede tiltaget med, mere end en time. 
Snart begynder jeg mine små byvandringer med skitseblokken, tusch pennerne og voks farverne i højeste beredskab, klat til at skitse det som jeg nu falder over, mens jeg strejfer rundt i Københavns stræder, veje og gader.

Apropos Kiosken, findes de lidt overalt, spredt over hele byen, små mini markeder, og hvor du ikke behøver at stå i lange køer, for at få det du nu, lige står og mangler, praktisk, hurtigt og bekvemt. 
Der er ikke mange små butikker tilbage længere men de findes, butiksdøden har udryddet de fleste, super markeder og store butikskæder har slugt de små hyggelige nærbutikker, desværre.

Maleriet er en olie på lærred, måler 60cm. - 40cm., og lakeres til foråret.

fredag den 22. januar 2016

Boheme

Jeg tror at jeg har sat personlig rekord denne gang med mit maleri, Boheme som bare har taget tre uger at male. Jeg kan let bruge en til to måneder på at male et billede i denne størrelse, så det er dejligt at det går lidt hurtigere.

Maleriet er efter en ide om en større familie, et kollektiv f.eks., hvor voksne og børn bor sammen og hjælper hinanden, her i et storby miljø, modsat det kollektiv jeg selv boede i, som lå inde i skoven i Mørke Småland, Sverige.



Jeg har forsøgt at male billedet i nutid, illustreret bla. ved at her findes både mobiler og datorer, noget som ikke fandtes da jeg boede i kollektivet i 70erne, i sidste århundrede.


Beboerne på billedet er måske bare lettede og glade over at det ugentlige Fællesmøde forløb uden større ballade og genvordigheder, så en flaske kommer frem, guitaren også og man råhygger, drikker, ryger, spiller, synger og leger, og klokken er jo bare lidt over ti og natten er ung endnu.

Og iøvrigt mener jeg at alle,mænd som kvinder under en periode på mellem et til to år burde tvangsindskrives til at bo i et kollektiv ved atten års alder. 
Du lærer dig tolerance og at tage hensyn også til dem du ikke umiddelbart bryder dig om, madlavning og at vaske op, at vaske gulve og støvsuge, at planere og købe ind til et stort hushold, at beslutte i fællesskab, og respektere og efterleve reglerne for benævnte kollektiv og samfund.
Plus en masse andre nyttige og brugbare ting som gør dig til et ansvarsfuldt tænkende menneske ...., skriver anarkisten 
Dette sidste afsnit bør læses med et smil ;)

Maleriet er nummer to i en serie, hjemme hos, hvor Frk. Langben er den første.

Billedet måler 90cm. - 75cm., er en olie på lærrede, og lakeres til foråret.




lørdag den 2. januar 2016

Frk. Langben

Der er noget særligt over at sætte sine initialer på et maleri, når det er det første af sin slags i en ny serie, og årets første færdige maleri. 
Naturligvis er det malet i år 2015, har vel brugt mellem en og to måneder på billedet, afbrudt i perioder af forskellige årsager, men færdig blev det først i dag, den 2/1 2016.





Billedet er malet efter model , eller måske rigtigere at skrive, malet efter skitser af model.

Jeg har forsøgt at skildre det som jeg nu opfatter og ser hende, stedet og det hele, og male med de farver og den farveskala som jeg nu anvender, tilsat og krydret med lidt fri fantasi og med et strejf af socialsurrealisme, også.

Kvinden sidder afslappet i sofaen med en bog, hendes dejlige lille hund Soya ligger og kigger opmærksom på, mens jeg drikker kaffe og skitser i min blok, og freden og min koncentration, er total.

Jeg vil egentlig ikke skrive mere om maleriet her, billedet med historien, taler for sig selv.

Jeg funderer på at lave en serie, hjemme hos, om mennesker i deres forskellige miljøer, hvor de nu bor nogen stans, lidt af et projekt med en masse muligheder i ....

Maleriet, er en olie på hørlærred, brede blindrammer og måler 70cm. - 60cm. og lakeres til foråret.